QuickMenu Template

 Undervisning hos Lindegaard Dressur og Talentudvikling

 

Ønsker du undervisning af enten Lene eller Thomas, kan du her læse nærmere om deres ridekarriere, præstationer og grundlæggende tanker om dressur. Vi tilbyder undervisning både ude og hjemme, og det er også muligt for ryttere udefra at komme kørende hertil. Vil du kontakte os, kan du skrive til os på mail: loenholt@get2net.dk eller ringe på tlf. 50746998 / 50746999.

 

Hos Lindegaard Dressur og Talentudvikling går vi ind for den klassiske dressur. Vi er ikke tilhængere af Roll-kur og andre "smarte" rideteknikker.

 

Thomas er født i 1965, og han har redet, siden han var 12 år gammel. Han er klassisk sproglig student fra 1984, og i 1990 kunne han ligeledes skrive en HH og HA på CV'et. I 1990 begyndte Thomas på Cand.merc., hvor han læste halvandet år, inden han og Lene valgte at starte Lindegaard Dressur og Talentudvikling i 1992. I 7 år red Thomas hos tidligere verdensmester Anne-Grethe Törnblad.

Den klassiske rideteknik og teori har altid fanget Thomas' interesse, hvilket betyder, at hans teoretiske baggrund er stor. Dette giver ham en masse strenge at spille på, og gør det muligt for ham at komme med flere forskellige løsninger på en problemstilling. Teori lykkes dog ikke altid i praksis, og grundet hans mange års erfaring med undervisning, har han stor øvelse i at få det til at fungere i praksis uden at afvige fra de grundlæggende klassiske rideprincipper.

Thomas selv har uddannet flere heste og ekvipager op til Grand Prix. Selv red han Grand Prix nationalt på Apollo, og Karisma var ligeledes uddannet op til Grand Prix. Ved World Cup finalen i dressur på Vilhelmsborg 2001 var Thomas og Karisma udtaget til at starte lille tur. Også Apollo gik lille tur på internationalt plan.

Gennem årene har Lene og Thomas haft ryttere med i DSA Championaterne men også selv deltaget. Thomas blev samlet nummer 2 i finalen med hesten Wein-Zad og red sig i 2010 igen til finalen på Dynamite Hit V.

Grundet tidsmangel helliget til bl.a. undervisning af sine rytter har Thomas holdt en længere stævnepause, men han håber dog meget på at komme på banen igen snart! 

 

Lene er født i 1969, og hun har redet, siden hun var 9 år gammel. Efter folkeskolen tog Lene en EFG og efterfølgende en handel og kontoruddannelse hos Filia Farver/Rideudstyr. Hun ønskede herefter at læse videre og tog derfor en HH efterfulgt af et år mere hos Filia, indtil hun og Thomas i 1992 startede Lindegaard Dressur og Talentudvikling. Lene red ligeledes hos tidligere verdensmester Anne-Grethe Törnblad i 7 år.

1985 blev Lene Danmarksmester for Juniorer på hesten Jupiter! Senere på året blev de udtaget til landsholdet, og de var det år med til at vinde guld for hold til Nordisk Mesterskab.

I de følgende år har hun konkurreret på landsplan i bl.a. lille tur på hoppen Karami, indtil denne måtte pensioneres. Lene har redet flere af vores egne, men også kunders, heste til DSA Championaterne med flotte resultater.

I 1993 fødte Lene sit og Thomas' første barn Caroline og senere i 1998 deres andet barn Jens. Hun står for den daglige pasning og pleje af hestene på gården, og når tiden tillader det, underviser hun også.  

 

Lindegaard Dressur og Talentudvikling - v/Lene & Thomas Lindegaard - Lønholtvej 8A - 3480 Fredensborg - Tlf. 50746998